1500 butikker spørger alle om ID i dag
Det er ikke ualmindeligt, at kunderne bliver sure, når kassemedarbejderen spørger om ID ved køb af for eksempel alkohol eller cigaretter.
Det er et problem, især for de yngre ansatte, og det får nu 12 butikskæder til at gå sammen om en "ID-dag", hvor alle, der køber alkohol eller tobak, bliver spurgt om legitimation.
Det fortæller dr.dk.
- Vi er med i dag, fordi vi gerne vil bakke op, at vi bliver dygtigere til at spørge om ID, når kunder køber tobak, alkohol eller håndkøbsmedicin i vores butikker, fortæller ansvarlighedsdirektør i COOP, Signe Frese om virksomhedens deltagelse i ID-dagen.
ID-dagen er landsdækkende og sker i samarbejde mellem blandt andet Danske Spil, Dansk Erhverv, Tobaksproducenterne og 12 forskellige butikskæder,heriblandt Netto, Coop, 7-Eleven og Cirkel K.